Schackenborg Fonden ejer og driver Schackenborg Slot. Fonden blev stiftet 30. juni 2014 og har Prins Joachim og Prinsesse Marie som protektorer. Fonden er en almennyttig, erhvervsdrivende fond, der har overtaget Schackenborg Slot og et dertil hørende landbrug med det formål at åbne slot og park for offentligheden, at give den kongelige familie mulighed for lejlighedsvise ophold på slottet for at bevare den nære kontakt mellem Kongehus og Sønderjylland samt i muligt omfang at støtte almenvelgørende og almennyttige formål. I et fremadrettet perspektiv sigter man efter at opnå en højere kendskabsgrad med flere besøgende, og hvor slottet kan danne ramme om en række nye aktiviteter. Herudover drives den legendariske Schackenborg Slotskro som en del af Fondens Aktiviteter
Din opgave som økonomiansvarlig er meget operationel og omfatter blandt andet bogholderi, momsafregning, lønkørsel og likviditetsstyring. Du har ansvaret for udarbejdelse af periodeopgørelser og klargøring af regnskabet til revisor. Du forestår den løbende budgetopfølgning, og du udarbejder løbende rapportering til ledelse og fondens bestyrelse. Din opgave bliver at sikre, at de processer, der arbejdes efter, er hensigtsmæssige og effektive, og hele tiden giver et retvisende billede af Fondens aktuelle økonomiske situation. Jobbet er bredt, og de opgaver du kommer til at løse, vil være meget varierede. Der er tale om en deltidsstilling med mulighed for at indrette det som en 4-dages arbejdsuge og med mulighed for delvist at arbejde hjemmefra.
Den rette kandidat til jobbet har formentlig en videregående uddannelse på niveau med HD-R eller tilsvarende og gerne praktisk erfaring fra en lignende stilling. Alternativt arbejder du som revisor, og har lyst til at prøve dig selv af på den anden side af bordet. Du er en erfaren bruger af Excel, og du har generelt gode it-kundskaber. Kendskab til Hotel- og Restaurationsbranchen vil være en fordel, men ikke et krav.
Du trives med at have dit eget ansvarsområde. Sammen med den adm. direktør sætter du rammerne, og herefter er det din opgave at udfylde dem. Du arbejder struktureret og systematisk, og du kan overskue mange samtidige opgaver. Der er høj kvalitet i dit arbejde, og du sætter en ære i at overholde dine aftaler og dine deadlines.
Du tilbydes et spændende og varieret job med mange facetter. Løn og ansættelsesvilkår forhandles individuelt efter kvalifikationer.
Ønsker du at være en del af en organisation, der værner om historie og kulturarv, og fascineres du af udsigten til at arbejde i smukke historiske rammer med et kongeligt islæt, så send din ansøgning mrk. ”ØA-0924” til job@comentum.dk Har du spørgsmål til stillingen er du meget velkommen til at kontakte os på tlf. 3046 2858.
Du kan se mere om Schackenborg Fonden og dens aktiviteter på www.schackenborg.dk.