Sælger, Erhverv

  • Kolding

Gulventrepriser – Erhvervskunder

Garant Høi Tæpper A/S, der er en del af Høi-gruppen med afdelinger i Aabenraa, Rødekro, Haderslev og Kolding, er Sønderjyllands førende leverandør af tæpper og gulvbelægninger. Virksomheden henvender sig både til det professionelle og det private marked, og der er tale om veldrevet forretning i fortsat vækst. Til at forfølge nye og flere muligheder indenfor erhvervssegmentet, søger man en sælger, der vil have fokus på salg til erhvervskunder. Det primære markedsområde vil være Kolding og Trekantområdet. Salget vil være rettet både ud imod entreprenører og direkte til slutkunder, og vil primært være opsøgende salg og i mindre omfang tilbudsberegning på udbud og licitationer. Du får din daglige tilknytning til afdelingen i Kolding, og har du allerede et etableret netværk i Kolding og/eller Vejle vil det være en fordel.

Som en del af en allerede velfungerende afdeling, vil du få ansvaret for at videreudvikle eksisterende kunder og opsøge nye. Du får dit eget budget, og dermed ansvaret for både top- og bundlinje. Gennem en aktiv deltagelse i relevante netværk, bygger du relationer til kunder og samarbejdspartnere og sørger for både at være synlig og tilgængelig. Du har en meget serviceorienteret tilgang til kunderne, du møder dem i øjenhøjde, og så må du gerne gå ind i folk med træsko på.

Den rette kandidat til jobbet kommer fra en tilsvarende stilling i byggebranchen, og ideelt set er du allerede et kendt ansigt med et eksisterende netværk i markedsområdet. Som person er du kendetegnet ved at være proaktiv og ambitiøs med et stort drive, og du er en god købmand. Du er målrettet og resultatorienteret, og du finder stor tilfredsstillelse i at lykkes og imødekomme kundens forventninger. Du kan identificere, skabe og udvikle langvarige relationer og et stærkt netværk. Vi forventer at du er teamplayer, der samtidig kan agere på egen hånd. Du trives med at blive målt på dine indsatser, og du fungerer rigtig godt med frihed under ansvar.

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Derimod lægger vi stor vægt på, at du har solid erfaring med salg til byggebranchen, og at du derfra kan dokumentere gode resultater. Du er en habil bruger af IT, og du er vant til at regne tilbud og arbejde med udbuds- og licitationsmateriale. Endelig har du kendskab til og erfaring med AB18.

Du tilbydes et spændende og udviklende job i en forretning i vækst. Der er tale om en meget flad organisation, hvor tonen er uformel og ligefrem. Humor er en del af en god hverdag, hvor kunderne er i fokus og hvor man er bevidst om, at man er sat i verden til at drive en forretning og skabe resultater. Løn og ansættelsesvilkår forhandles individuelt efter kvalifikationer.

Har du forudsætningerne for at skabe succes i dette job, og har du mod på nye udfordringer, så send din ansøgning mrk. ”SK-0621” til job@comentum.dk. Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte os på tlf. 73 62 90 00.

For at ansøge til dette job send dine informationer til job@comentum.dk