Projekt- og Entrepriseleder

  • Rødekro
  • Denne stilling er blevet besat
Fagentreprise
Storkundeansvar

Vores kunde er Syd- og Sønderjyllands førende fagentreprenør inden for sit område. Virksomheden henvender sig både til det professionelle og det private marked, og der er tale om veldrevet forretning i fortsat vækst. Forretningens gode udvikling gør, at der til at servicere især en stor nøglekunde, søges en projekt- og entrepriseleder med indgående kendskab til byggebranchen. Virksomheden henvender sig til egne kunder, men indgår også som underleverandør i andres entrepriser.

Jobbet er bredt og indeholder foruden ansvaret for de største kunder også ledelse af hele entreprisedelen. Heri indgår opgave- og mandskabsplanlægning, indkøb af materialer, samarbejde med underleverandører og projektledelse med henblik på at sikre, at opgaver gennemføres i rette kvalitet og inden for aftalt tid og økonomi. Der er tale om et meget selvstændigt job, hvor frihed og ansvar går hånd i hånd.

Den rette kandidat til jobbet har en solid erfaring med at styre projekter og arbejde tæt sammen med kunder og leverandører. Herudover forventer vi, at du har flair for at få mennesker til at spille sammen og yde det bedste. Du besidder en naturlig autoritet og gennemslagskraft, og du har en forretningsorienteret tilgang til opgaverne. Din lederstil er kendetegnet ved, at du både evner at give plads til at kunne handle på egen hånd og samtidig at kunne skære igennem, når det er nødvendigt. 

Du har formentlig en baggrund som bygningskonstruktør, tømrer eller lignende. Har du en formel projektlederuddannelse, er det en fordel, lige som vi gerne ser, at du har flair for økonomi og rapportering. Vigtigst er det dog, at du kan dokumentere solide resultater som projekt-eller entrepriseleder, og at du har et indgående kendskab til arbejdet som fagentreprenør. IT behersker du på brugerniveau.

På det personlige plan er du målrettet og resultatorienteret, og du trives med at blive målt på dine resultater. Du arbejder struktureret og systematisk, og du kan overskue mange samtidige opgaver. Der er høj kvalitet i dine opgaver, og du sætter en ære i at overholde dine aftaler og dine deadlines. Du tager gerne ansvaret, og du træffer de nødvendige beslutninger, når det er påkrævet.

Du tilbydes et spændende og udviklende job med mange facetter. Der er tale om en meget flad organisation, hvor tonen er uformel og ligefrem. Humor er en del af en god hverdag, hvor kunderne er i fokus og hvor man er bevidst om, at man er sat i verden til at drive en forretning og skabe resultater. Løn og ansættelsesvilkår forhandles individuelt efter kvalifikationer.

Har du forudsætningerne for at skabe succes i dette job, og har du mod på nye udfordringer, så send din ansøgning mrk. ”PL-1018” til job@comentum.dk. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 73 62 90 00.