Jurist

  • Padborg
  • Denne stilling er blevet besat
Transportjura
Medlemsservice
Rådgivning

ITD er en privat brancheorganisation for de professionelle vejgodstransport- og logistikvirksomheder. Man rådgiver, skaber netværk, tilbyder målrettede værktøjer og varetager både nationalt og internationalt de politiske interesser for mere end 700 medlemsvirksomheder. Det er ITD’s ambition, at transportbranchen skal være blandt eliten i anvendelse af digitale teknologier, fordi det er afgørende for fremtidens vækst. Derfor er der brug for en ny kollega.

Som en del af ITD’s stærke transportjuridiske team søges en jurist. Du vil indgå i et team på fire jurister udover dig, og dine primære opgaver bliver at rådgive især mindre og mellemstore virksomheder i transportjuridiske problemstillinger, IT-ret, aftaleret og forsikringsret. Udover den juridiske rådgivning og sagsbehandling kommer du og din specialiserede viden i spil, når du i samarbejde med dine kollegaer også skal bistå ITD’s målrettede indsats for at løfte digitaliseringen i transporterhvervet.

Du er uddannet cand.merc.jur. eller cand.jur., og du har en opdateret viden indenfor dit område. Du har min. et par års praktisk erfaring fra en tilsvarende stilling og mod på at prøve dig selv af i en ny sammenhæng. Det er ikke et krav, at du har erfaring indenfor transport og logistik – der er rig mulighed for at blive klogere i ITD. Derimod ses det gerne, at du har erfaring med erhvervs- og aftaleret, og har du kendskab til indgåelse af aftaler om køb af IT – især indenfor aftaler om køb af serviceydelser – vil det være en fordel. Der er tale om en nyoprettet stilling som led i ITD’s Vækststrategi 2030, hvorfor du i nogen grad selv kan være med til at præge indholdet i jobbet.

Som person er du åben og udadvendt, og du trives som rådgiver i dialogen med mange forskellige interessenter på mange forskellige niveauer. Du skal kunne give overbevisende oplæg og præsentationer, både i 1:1-mødet og i større forsamlinger. Du arbejder struktureret og målrettet med dine opgaver, og du evner at have mange bolde i luften uden at miste overblikket. Du er servicemindet og en teamspiller, der samtidigt kan løse opgaver på egen hånd.

Du tilbydes et spændende, afvekslende og udviklende job i en virksomhed, hvor den faglige sparring og udvikling går hånd i hånd med et uformelt arbejdsklima, og hvor der er plads til humor og godt humør. Løn og ansættelsesvilkår forhandles individuelt efter kvalifikationer.

Har du mod på nye udfordringer, og har du forudsætningerne for at udfylde denne rolle, så send din ansøgning mrk. ”JU-1119” til job@comentum.dk. Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte os på tlf. 73 62 90 00. Vores kunde vil først blive orienteret om din henvendelse efter forudgående aftale med dig.
Du kan læse mere om ITD på www.itd.dk.