Head of Internal Audit

  • Vejen
  • Denne stilling er blevet besat

Solar er en af Europas førende sourcing- og servicevirksomheder og har fokus på online handel samt logistik. Med udgangspunkt i et professionelt samarbejde med anerkendte producenter i markedet, tilbydes kunderne et bredt sortiment. Samspillet med kunderne bygger på stor faglig indsigt, der gør, at kunderne ikke kun får det, de beder om, men det de har behov for.

Med reference til revisionsudvalget og bestyrelsen, og i et tæt samspil med Solars daglige ledelse, søger vi en leder af Internal Audit, der i alt beskæftiger 3 medarbejdere. Internal Audit har, som en uafhængig instans, ansvaret for at evaluere og forbedre de interne processer, herunder at påpege eventuelle svagheder og at komme med konstruktive forbedringsforslag. Udgangspunktet er, at Solar som børsnoteret selskab ønsker en effektiv og professionel 3. line of defense, efter internationalt anerkendte standarder. 

Du får til opgave at videreudvikle og forbedre de standarder, man i dag arbejder efter, og for at sikre at bestyrelsen og ledelsen fortløbende er på forkant med alle relevante begivenheder, der kræver bestyrelsens opmærksomhed. Med udgangspunkt i en risikobaseret tilgang, får du til opgave at planlægge og gennemføre reviews og kontroller af processer og den compliance man arbejder efter, og for at sikre, at Solars Internal Audit ledes og drives efter førende internationale standarder på området. Endelig bliver du ansvarlig for at lede, udvikle og motivere dit team, og for at sikre, at I hele tiden er opdateret på den nyeste viden og praksis indenfor området.

Du er en erfaren og kompetent revisor, og vi forestiller os, at du har en uddannelsesmæssig baggrund som statsautoriseret revisor eller cand.merc.aud. Din erfaring har du fra revision af større virksomheder, alternativt kommer du fra et tilsvarende job i en større internationalt orienteret virksomhed. Du er en habil bruger af IT, og du har en veludviklet evne til at formulere dig på dansk og på engelsk i både skrift og tale.

Som person er du struktureret og du arbejder systematisk med dine opgaver. Du har en forkærlighed for arbejdet med processer, og du har nemt ved at tilegne dig ny viden. Du er analytisk og logisk velbegavet, og du forstår at forholde dig til risiko og væsentlighed. Med andre ord er du hurtig til at gennemskue kompleksitet og til at komme ind til sagens kerne. Du arbejder selvstændigt, men indgår også naturligt i teamarbejde. Du har et stort engagement, der naturligt smitter af på dine medarbejdere, og du trives med selv at være en del af det operationelle arbejde.

Du tilbydes et spændende, udviklende og varieret job, i en af Europas største sourcing- og servicevirksomheder. Omgangstonen er uformel, og der lægges vægt på, at det er en god og udviklende arbejdsplads, drevet med kunden i centrum. Der vil være mulighed for både faglig og personlig udvikling, ligesom du løbende vil få adgang til relevant efteruddannelse. Løn og ansættelsesvilkår forhandles individuelt efter kvalifikationer på et attraktivt niveau.

Har du mod på nye udfordringer, og har du det, der skal til for at løse denne opgave, så send din ansøgning mærket ”HA-1018” til job@comentum.dk. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 73 62 90 00. Vi behandler din henvendelse fortroligt, og aftaler et evt. videre forløb med dig, inden vi videreformidler din henvendelse. Du kan få mere viden om Solar på www.solar.eu.